SUP - Stand Up Paddling

Man kan ikke gå på vandet, men nu kan man i hvert fald stå på vandet! - Nemlig når man er på SUP

SUP er en af de hurtigst voksende vandsportsgrene over hele verden. SUP er en alsidig sportsgren med mange undergrene, der gør det til en aktivitet for alle.

Et board, en paddel, en svømmevest og en leach, så er du klar til at komme på vandet.  Og naturligvis med en påklædning der passer til årstiden og vandtemperaturen

SUP - Motion for krop og sjæl

SUP boards er længere og bredere med mere opdrift end traditionelle surfboards eller windsurf boards. Det gør det muligt at balancere komfortabelt på dem.  

Lydløst bevæger du dig frem gennem vandet og nyder naturens omgivelser majestætisk. Fordi du står op, oplever du naturen både under og over vandet.

Skælskør giver fantastiske muligheder for at dyrke SUP, da vi har både Inderfjord og Yderfjord, hvor du kan undgå fralandsvind, og hvor der aldrig er langt ind til grundt vand. 

En god start på SUP

Skelskør Roklub råder over fem allround hard boards, og en SUP instruktør, som giver 4-timers kursus til nye medlemmer, der har lyst til at prøve en sjov måde at dyrke vandsport på.
Vi garanterer dejlige timer på vandet samtidig med rigtig god motion.

For din egen sikkerheds skyld, skal du kunne svømme mindst 300 meter for at dyrke SUP i klubben.

Børn fra 8 år må stå på SUP, sammen med en voksen, og fra 14 år må unge padle sammen - hvis forældrene godkender det.

Vi har beskrevet klubbens regler for at padle på SUP i et reglement, som du kan finde her.